Dit indlæg

Hvis du har lyst til at bidrage med indlæg på denne blog bedes du sende det til min mailadresse, susiemaclean@gmail.com, så skal jeg nok udgive det. Ud over det, er du altid velkommen til at kommentere indlæggene. God fornøjelse.

fredag den 2. august 2013

Middelalder og chokolade

Så er endnu en uge ved at være gået her på Costa Blanca. Vi var i dag på den sidste udflugt, hvor vi begyndte med at køre igennem det store "Tourist-resort" Benidorm. Der er godt nok mange turister der - selvom det kun var et fåtal vi så så tidligt om formiddagen, men der er alstå fuld gang i den døgnet rundt der.
Turen fortsatte til Villajoyosa, hvor vi så chokoladefabrikken Valor og museet sammen med en meget entusiastisk og sød guide.

Derfra kørte vi op i bjergene til den skønne lille middelalderby, Guadalest, som ligger godt gemt af vejen bag en klippe direkte ud mod en dyb kløft.
Udsigt over Guadalest og den opdæmmede sø nedenfor fra toppen af borgens højeste tårn.

torsdag den 1. august 2013

Palmer!

Det vi har set mest af på udflugten i dag er palmer!
Vores første besøg var i Elche, hvor de har mere end 200.000 palmer indenfor bygrænsen - og en botanisk have fyldt med palmer.
Her er det den ca. 135 år gamle kejser-palme. I øvrigt er det den, der har gjort palme-parken kendt.

Efter dette besøg kørte vi til Alicante, hvor vi først så borgen og derefter nød området omkring det gamle rådhus og den flotte promenade, som er brolagt med en umådelig mængde små marmorfliser og kantet med palmer:

onsdag den 31. juli 2013

Fridag i Albir

For mange af gæsterne bød fridagen ikke kun på afslapning. En del tog bussen til Altea eller Beindorm, og andre var ude at gå i omegnen. - Nærmere bestemt op til fyrtårnet, som ligger 2.5 km fra byen. Vejen dertil er umådelig smuk!
 Udsigt ned over Albir og Altea fra stien mod fyrtårnet.

Bag bugten ligger fyrtårnet og knejser i godt og vel 100 m højde over havet.

Udflugt på Costa Blanca

Tirsdag var en del af gæsterne med på heldagsudflugten til den spændende storby Valencia.
Det var en dag med meget varierede oplevelser, hvor vi startede med at kigge lidt på den moderne videnskabs-by, kørte panoramatur,  bl.a. forbi mange af de imponerende bygninger fra omkring år 1900, fortsatte til fods først til det store fødevaremarked fra 1914 og derefter længere tilbage i tiden med silkemarkedet fra 1300-tallet og domkirken som blev påbegyndt omkring samme tid.
Billedet viser Miguelete-tårnet ved hovedindgangen til domkirken.

Efter en frokostpause sluttede vi besøget i Valencia med at se det storslåede akvarie, som ligger i tilknytning til videnskabs-byen.

mandag den 29. juli 2013

Costa Blanca og vandfald

I løbet af lørdag ankom vi alle til vores hotel i den lille turist-by Albir. Nogle nåede også at komme med på en gåtur rundt i byen og søndag var det tid til udflugt.
Hoved-oplevelsen var de fantastisk smukke vandfald: Fuentes del Algar, hvor der både var tid til frokost og til at nyde de flotte omgivelser - og nogle fik sig også en frisk dukkert.