Efter en kaffe-, kigge- og facilitetspause kørte vi lidt videre langs kysten inden vi drejede ind i landet til byen Jalon/Xalo, hvor vi både smagte på den lokale vin og handlede med den søde og generøse frugthandlerske på parkeringspladsen udenfor.
Endelig kørte vi tilbage sydpå og op gennem en dal med mange nispero-træer til dagens største stop. Det var ved Fuentes del Algar, som er et sted, hvor floden kommer ned gennem en slugt i mange vandfald, og hvor mange mennesker går tur, bader og i weekenderne også holder picnic.